Dagen er ung og kroppens sprog så gammel som tidernes morgen

Vi kan genopdage det...

FORUDEN HISTORIE

Har du nogensinde mærket hvem du er når historien om dit liv, og dine erfaringer ophører?

Når hvad du har oplevet, opnået, eller ikke har, forsvinder, når du står uafhængig af dine overbevisninger, eller uløste ting, når alt der ikke er plads i dit indre, træder i baggrunden.

Når der i stedet åbner sig rum, stilhed... eller åbner sig rum omkring dine erfaringer.

Hvor du kan indhyldes af i din egen omsorg og forståelse for hvad var, måske ikke længere er, måske er. Hvor du indhyldes af dit eget nærvær. Dit lige her og lige nu.

Vi alle har brug for det frirum i os. Det frirum som er os.

Meta plan er der vidst nogle der kalder det. En måde at anskue sig selv lidt ovenfra og fra afstand.

For mig er det det tætteste vi kan komme med vores kerne.

Tæt med vores inderste væsen. Om Meta eller ej, aner jeg faktisk ikke...

Hverken rigtig ovenfra eller væk fra...og alligevel måske...

I virkeligheden skuer vi ikke på Os fra afstand, vi anskuer livets foranderlighed, reaktioner, mønstre, og "være"måder der udfolder sig på vores indre scene; i Os, og vi anskuer fra Os, igennem Os, som Os.

Sommetider kan scenen blive så fyldt med alt muligt at det tager pusten og vi kommer til at miste fornemmelsen af dette indre rum, og af os selv.

Sommetider i en grad at vi simpelthen flytter ud, så vi ikke behøver at forholde os til hverken smerte eller ubehag derinde i kroppen.

Kroppen, som næsten kan blive en slags mekanisk hundehvalp, vi forsøger trække rundt i en snor, og som vi lidt uforstående skælder ud på, når den ikke lystrer.

Det er på alle mulige måder en smart mekanisme, altså at flytte ud.

Men er også én der efterlader os udstødt.

At komme tilbagetil kroppen er altafgørende. Den er en af vores stærkeste allierede, fordi den ALTID er bund ærlig og tro imod os og vores indre omstændighed.

Den er lige NU, og umiddelbar. At blive venner med vores krop er derfor alfa og omega når det gælder en ærlig snak om vores reelle tilstand og en ærlig relation med os selv.

LAD KROPPEN TALE!!

~ Og lad den svare langsomt, i sit tempo, sit sprog. Bliv her med den, imens den taler, måske lidt på afstand, måske i en helt tæt omfavnelse. Men bliv her. Så meget du nu kan.

Sommetider kræver det tid at lære os at kende her, i et land vi havde glemt existerede og et sprog vi måske aldrig har lært.

Heldogvis er der tid endnu. Og plads til at lære selvom vi bliver ældre.

Og det smukkeste ved denne rejse er, for hver samtale, hvert øjeblik, hver udfordring hvori vi formår ikke at vende os selv ryggen, vinder vi os selv tilbage lidt mere.

For alt vi oplever og lærer, er Os.

Og dagen er ung endnu.